Det er vel efterhånden mere reglen end undtagelsen, at danskerne i dag følger en eller flere serier på Netflix, HBO, Viaplay og hvad de mange streamingtjenester hedder. Fodboldromantikeren følger to serier: Premier League og Superligaen!
Nu kom vi så i gang med Superligaen – lige lovlig tidligt efter min smag. Jeg har aldrig rigtig forstået, at man spiller fodbold i december og februar, men ikke i juni og juli. Jo, måske nok, når der er VM eller EM og Danmark er deltager. Alligevel er det lidt af en festdag, når en ny halvsæson går i gang. Hvordan står de forskellige hold efter et transfervindue og en forsæson med gode muligheder for at arbejde intenst med spillestil, dødbolde og alle de øvrige ingredienser?
Skal vi dømme efter den allerførste kamp, ser det ud til, at mesterskabet udkæmpes mellem Brøndby og Midtjylland, mens nedrykningskandidaterne mest ligner Helsingør, Randers og Lyngby. Sidstnævnte klarede i sidste øjeblik truslen om konkurs og tvangsnedrykning med baggrund i en uholdbar og ansvarsløs økonomi. Lyngby har i mange år stået for et fint ungdomsarbejde, så det er ekstra ærgerligt, hvis de kongeblå ikke kan finde en langtidsholdbar løsning på situationen.
To store navne er vendt hjem til dansk fodbold for at få spilletid og landstrænerens opmærksomhed. Victor Fischer har sikkert de bedste chancer for at komme med på sommerens VM-hold, og han lagde flot fra land i debutkampen for København. Århusknægten er et stort angrebstalent med anerne i orden! Erik Sviatchenko, på udleje fra den skotske storklub, Celtic, vil med lethed falde ind i Midtjyllands forsvarskæde, men står overfor mange dygtige konkurrenter til stopperpladserne på landsholdet.
AGF har i de sidste mange sæsoner haft svært ved at få skudt forårssæsoner godt i gang. Med afgangen af Danmarks bedste boksspiller (Martin Jørgensens og min vurdering!) til et inferiørt polsk hold, var det med ekstra nerver, århusianerne gik ind til den vanskelige udekamp i Hobro. Ville der overhovedet være mål i de hvidblusede?
Der var ikke mange mål i AGF, men den eneste scoring var både spektakulær og tilstrækkelig til at sikre David Nielsens hold tre vigtige point. Som angrebsmakkere havde træneren valgt Bundu og Sana – og det viste sig at være et godt match. Kampen igennem fandt de to hinanden i smukke kombinationer. Bundu med sin fart og pågåenhed var en evig trussel for de tunge Hobroforsvarere, mens Sana bevægede sig frit rundt med mange – og ind i mellem også for mange – driblinger og smukke pasninger. Den dag Sana formår at disponere sin boldomgang med større kløgt, vil han være en af Superligaens bedste. I kampen mod Hobro vil han huskes for et særdeles smukt mål. I 64. minut får han plads til at trække lidt ind fra venstre side på kanten af straffesparkfeltet forbi Frans Putros, hvorfra han med højrefoden curler bolden rundt og henover den lange Rask i Hobros mål og ind i modsatte sidenet – utageligt!
Hobro formåede kun på enkelte dødbolde at true det århusianske mål. AGF virkede defensivt solide og sammenhængende, hvilket har været en mangelvare længe! På venstre back fik Casper Højer Nielsen en god debut. Hans fine sparketeknik var tæt ved at give scoring på frispark. Også hos Hobro var der en backdebutant i Frans Putros, der er kommet til fra Fredericia, men er et produkt af AGFs ungdomsarbejde. Han har også en sparketeknik ud over det vanlige, men fik ikke fuld valuta i denne kamp, og alligevel en hæderlig debut.
Som flittige læsere af denne blog vil vide, har jeg mere end svært ved at forstå, at AGF kan finde plads til Martin Spelmann. TV-kommentatorerne har hver gang den samme kommentar til Spelmanns tvivlsomme præstationer: “Arbejdsraseri” og “du ved hvad du får”. Det sidste er jeg i hvert fald enig i: Du får en matchspoiler, desværre lige så meget for dit eget hold som for modstanderne!
I Premier League var der derby-opgør mellem Tottenham og Arsenal på Wembley. Publikumsrekord til en PL-kamp med 83.222 tilskuere som så en ikke særlig ophidsende match. Vi skulle helt hen til 26. minut, inden vi fik den første målchance, da en ellers anonym Christian Eriksen fandt Kane i fri headeposition midt for mål på kanten af det lille felt, men for en gangs skyld svigtede topscoreren. Til gengæld var Kane på pletten i 48. minut, da Ben Davies med en pragtaflevering servicerede Kane til et veltimet og velplaceret hovedstødsmål, som afgjorde matchen. – Men ellers er det værd at notere, at kampen blev kyndigt ledet af dommer Anthony Taylor!
For West Ham var det tre meget vigtige point, der kom på kontoen efter 2-0 hjemme på London Stadium mod Watford, der ellers havde en frisk og flot sejr over Chelsea i bagagen. Hammers er og har været stærkt plaget af skader til nøglespillere, men nu begynder de at komme tilbage. Det kan kompensere en lille smule for et meget skuffende transfervindue, hvor der var en ret ensidig trafik ud af truppen.
..............Fodboldromantikeren 