En storkamp! Forventningerne var enorme forud for lørdagens match på Old Trafford, Manchester United mod Tottenham. Hvem skulle blive førsteudfordrer til førerholdet fra City?
Men nogen stor kamp blev det aldrig. I korte perioder, hvor United skruede op for tempoet, i begyndelsen af både første og anden halvleg var der tegning til et hjemmehold, som satsede på sejren, men hurtigt faldt de røde tilbage i tempo, og så fik de problemer med at spille sig gennem til målchancer. Tottenhams midtbane var mere spilstærk end hjemmeholdets, og i tre-mands forsvaret stod Spurs godt med en storspillende Alderweireld.
Kampen var først og fremmest præget af en masse nærkampe og frispark. Tottenham havde et lille spilovertag i kraft af en teknisk stærk midtbane med Christian Eriksen som omdrejningspunkt. Den lille fynbo er en mester i at gøre sig spilbar – og han har det ligesom Michael Carrick fra United (ude med en skade): Han ved, hvor bolden skal hen, inden han modtager den, da han hele tiden orienterer sig uanset om han er i blodbesiddelse eller ej.
Men Tottenham savnede Harry Kane, der sad over med en skade. Uden hans dybdeløb og evige trussel, som skaber plads til holdkammeraterne, men som først og fremmest for tiden er garanti for scoringer, virker Tottenham mere ordinær.
Fem minutter hen mod slutningen af kampen blev afgørende for udfaldet. Først sendte Christian Eriksen en følt indersideaflevering ind i Uniteds bagrum til en fremstormende Alli. Han lykkedes med at snitte bolden forbi De Gea, men også forbi mål. Fire minutter senere sparker De Gea en lang bold op på modstandernes halvdel, som Lukaku headesnitter. Indskiftede Martial gør det eneste rigtige, løber bag en headeduel. For sent opdager Vertonghen faren og Martial slipper alene med Lloris og passerer ham til kampens eneste scoring. Enkelt og effektivt!
Tottenhams Dele Alli anses af mange som et kæmpetalent. Han er særdeles teknisk dygtig, tør udfordre, løber gerne i dybden, har et godt blik for spillet og målchancerne og kan score. Men har har desværre også en skyggeside. I kampen på Old Trafford filmede han sig til et frispark uden for feltet, og i flere nærkampe går han meget urent ind i tacklingerne. Selv om han er engelsk landsholdsspiller er han ilde set på alle andre stadions end Wembley, hvor Tottenham for tiden spiller sine hjemmekampe.
Skyggesiden har Dele Alli og Martin Spelmann til fælles, men så hører sammenligningen også op. I hjemmekampen fredag aften mod Nordsjælland pådrog han sig sæsonens syvende gule kort. “Jamen, han er jo en fighter og går forrest”, kan jeg høre AGF-fans fremhæve. “De andre må gerne slå sig på ham”. Helt bortset fra at ingen vel kan ønske at modstandere kommer til skade, så er der flere faktorer som taler til ugunst for Spelmanns fremfærd. Hans mange frispark skaber gunstige dødbolde til modstanderne. Spelmann har ind imellem fokus på duellen frem for på spillets udvikling, altså forkert fokusering. Det sker også at Spelmann går så langt over stregen, at han udvises og dermed i alvorlig grad skader sit hold. Hans ilterhed på banen kan måske rive svagere karakterer med sig, så de begår dumheder i egen ilterhed. Endelig vil jeg fremhæve et gammeldags ideal, der handler om, at spillerne på AGFs bedste hold er forbilleder for fodboldglade drenge – og noget godt forbillede kan Spelmann næppe siges at være!
Jeg vil vove den påstand, at AGF har mere brug for en konstruktiv spiller, der med kløgt kan sætte medspillerne op, end en ilter stridsmand!
I fredagens kamp mødte AGF et langt bedre hold med mange dygtige spillere med større potentiale end de hvides. Ganske vist havde Nordsjælland marginalerne på sin side, da kampens unge dommer mærkværdigvis overså et klokkeklart straffespark og rødt kort til anfører Mtiliga, der ved stillingen 1-3 tog bolden med begge arme på Spelmanns forsøg fra få meters afstand. Inden da havde Duncan brændt endnu et straffespark, da han svagt sparkede en meter til højre for keeper i gribehøjde. Nej, så var der anderledes kvalitet over Marcondes straffespark til 4-1, hårdt op i krydset!
Tilsvarende forskel var der i denne kamp mellem de to holds målmænd. Jovanovic, som i sidste kamp reddede sit hold fra en endnu større ydmygelse, så skidt ud ved både anden og tredje scoring. Ved Mathias Jensens langskudsmål til 1-2 reagerede han for langsomt, og ved tredje mål stod han fejlplaceret, da Marcondes lagde sit frispark over muren, men en meter fra stolpen i en favorabel højde. Til gengæld reddede unge Runarsson med flere flotte redninger sit hold fra at bringe sejren i fare.
For en gammel træner var det i øvrigt interessant at se de to hold varme op og sammenligne. AGFs opvarmning var hel traditionel og ok. Men Nordsjælland tilførte opvarmningen mere individuelt tilpassede kampnære situationer, herunder afslutninger. I øvrigt sluttede Marcondes som sidste mand opvarmningen med et par frispark, og da den efter et par forsøg sad som den skulle, spurtede han ind!
Der er forskel på træningskultur og det langsigtede arbejde de to klubber imellem. Hvor kunne man håbe, at AGF ville tage ved lære af Farumklubben!
..............Fodboldromantikeren 