Hvis nogen tror, at boldbesiddelse er den afgørende faktor i en fodboldkamp, skulle de se en optagelse af PL-kampen søndag, Liverpool-Arsenal. Arsenal vandt boldbesiddelsesstatistikken, ganske vist snævert 51-49. Nej, det vigtigste er hvad der sker i felterne. Hvor mange chancer skaber holdet og hvor effektive er de spillere, som får chancerne. Det er afgørende! På Anfield gav optællingen af afslutninger inden for målrammen et helt andet billede: 10-0 i Liverpools favør. Med den viden kan det ikke undre, at resultatet blev en sejr på 4-0 til hjemmeholdet.
Det var en ren og skær ydmygelse af Arsenal. Liverpool sprudlede, men de arbejde også hårdt for det. Det kunne man ikke sige om The Gunners! Bortset fra de allerførste minutter i hver halvleg var det Liverpool, der vandt alle nærkampe, alle andenbolde. Arsenalspillerne var underlig passive og virkede slet ikke forberedte på hjemmeholdets trusler mod bagrummet. Ganske vist havde Wenger sat to af sine allerhurtigste spillere, Bellerin og Oxlade-Chamberlain, på kanterne som wingbacks formodentlig i et forsøg på at dæmme op mod hjemmeholdets lynhurtige kantangribere, Salah og Mané. Men det virkede ikke. Primært fordi Arsenals wingbacks ikke var disciplinerede nok i defensiven. Men uden kampgejst og vilje til at arbejde stenhårdt vinder man ingen points på Anfield.
Arsenal savner ledere på banen. Spillere som kan rive sløve holdkammerater med i en kamp for at komme til at sætte dagsordenen. I stedet har Arsenal en række spillere, som stort set kun spiller fremad banen med Özil som det mest oplagte eksempel. I denne kamp viste tilbagekomne Alexis Sanchez heller ingen vilje til at slås for Arsenal. Ønsket om at komme til en anden klub spillede måske ind?
I forsvarskæden er Holding fejlcastet – han er ikke dygtig og hurtig nok. Monreal har set bedre dage, og på midtbanen kniber det for Xhaka at nå PL topniveau. Arsenals forsvarsspil er ganske enkelt utilstrækkeligt. Det kan undre, at en så stærk forsvarsspiller som Bould, der indtager assistentrollen i Arsenal, ikke kan få skik på denne vitale del.
Total anderledes forholder det sig med Liverpool. Holdet udstråler stor spillelyst, men det sker på en bund af et engagement og en arbejdsmæssig indsats, der er yderst krævende, men også selvforstærkende når det giver udbytte. I lang tid har der været skrevet og talt meget om den lille brasilianer, Coutinho, som gennem flere sæsoner har været Liverpools bedste spiller. Barcelona har budt på ham, men Liverpool vil vist ikke sælge, og spilleren selv kunne godt tænke sig at komme til den spanske storklub, forlyder det. Om det skyldes skader eller transfer-sagaen ved jeg ikke, men faktum er, at Coutinho endnu ikke har spillet i PL.
De øvrige spillere har nu demonstreret, at de klarer sig fint uden Coutinho – men det er måske mere skrøbeligt end det umiddelbart ser ud. Liverpools bedste offensive kort er Mané, der både scorer og lægger op til mål. Med sin fart, sine driblefærdigheder og sine afslutteregenskaber er han måske ligaens bedste spiller i øjeblikket. Men hvordan vil holdet klare sig, skulle Mané blive skadet?
Nyindkøbet, hurtigløberen Salah har fået en flot begyndelse på karrieren i Liverpool. Firmino har fundet sig godt til rette som en god spilstation i det offensive krydret med enkelte scoringer. Sturridge er en habil angriber, mens unge Solanke endnu er et ubeskrevet blad som Liverpoolangriber.
Kan Liverpool holde på Coutinho og få ham tilbage på sidste sæsons form, kan Liverpool trods et til tider vaklende forsvar med ligaens mest sprudlende angrebsspil spille med om mesterskabet.
I Superligaen bliver Nordsjælland ved med at imponere, senest med 3-0 hjemme over de forsvarende mestre fra FCK. Men også Hobro overrasker med gedigent holdarbejde og målfarlighed, hovedsageligt i form af den norske tankcenterforward Kirkevold.
Til gengæld skuffer AaB og AGF, som lørdag spillede en forfærdelig dårlig målløs kamp, som vel egentlig ikke skulle kunne give nogle af holdene point. At AGF går på banen med to midtbanespillere som angribere i en 4-4-2 opstilling med Duncan og Bundu klar på bænken er en gåde for Fodboldromantikeren. Så er man mere bange for at tabe end noget andet!
I Randers gør direktøren alt hvad han kan for at lægge endnu mere pres på bundholdets spillere ved at gå i medierne med kraftudtryk og hidsige udsagn. En ledelsesstil, der er set i andre klubber, men som resten af erhvervslivet for længst har forladt!
..............Fodboldromantikeren 