Selv om vejrguderne ikke er os danskere venligt stemt for tiden, kan det ikke skjules at vi er midt i en ferietid. For Fodboldromantikeren betyder det, at fodbolden må vige for vigtigere sysler. For selv om Bill Shankly hævdede: “Some people believe football is a matter of life and death, I am very disappointed with that attitude. I can assure you it is much, much more important than that.”, har han næppe haft børnebørn på det tidspunkt, hvor den berømte udtalelse faldt.
I hvert fald har Ida Marie og Lauras besøg her i sommerhuset helt beslaglagt Fodboldromantikerens opmærksomhed, så weekendens superligakampe med en enkelt undtagelse har udspillet sig uden min særlige opmærksomhed.
NB! Hvis jeg var Glen Riddersholm ville jeg bruge ugen op til udekampen mod Silkeborg til at træne Jovanovitchs udspark og omgang med fødderne, opsamling ved 2. stolpe på egne hjørnespark og Sverrison i at være mindre boldfikseret og reagerende til at være mere opdækningsorienteret og agerende, samt til at forklare Spelmann og Junker, hvorfor de ikke indgår i startopstillingen i næste kamp!