Den nye turneringsstruktur i Superligaen er nu afprøvet. Blev det en succes? Meningerne vil være delte. I mine øjne var det en blandet fornøjelse.
Opdelingen i turneringen i en førsteklasses pulje med seks hold, en mellemgruppe med fire og en bundgruppe med de sidste fire virkede ikke helt vellykket.
Mellemgruppen havde kun en ting af spille om: Hvem skulle have en udebanekamp mod nummer fire om en plads i Europa League – en kvalifikationsrundeplads vel at mærke. Det virker både sportsligt mærkeligt, at en 10. plads i grundspillet kan føre til en plads i de europæiske turneringer, og lige lovlig uinteressant for publikumsinteressen. Det blev da heller ikke vinderen af mellemgruppen, som løb med pladsen. I morgen kan ingen huske hvordan de fire hold placerede sig!
I toppen forsvandt spændingen om mesterskabet meget tidligt. FC Købehavn var for suveræne og konstante – så det nærmest blev kedsommeligt. Under Zorniger fandt Brøndby overraskende hurtigt melodien og fejede den meste modstand til side med sin offensive stil. Her var fart over feltet og Vestegnens fans elskede det. En fortjent sølvmedaljeplads, som også tidligt realiserede sig.
Så var der tredjepladsen at spille om, og det kan ikke rigtig hidse nogen op. Til gengæld var det en overraskende og flot præstation af Lyngbys oprykkere at snuppe bronzen for næsen af Midtjylland. Hedens sønner nåede en Europaplads ved på hjemmebane at slå Randers – og så hed det sig, at det var en godkendt sæson for de ambitiøse midtjyder, hvad alle andre formentlig vil være uenige i!
Det var dramaerne i bundregionen, som løb med opmærksomheden. Truslen om fortabelse i 1. division skabte en række gyseragtige opgør, som trak flere tilskuere end de fleste opgør i resten af slutspilkampene. I Århus blev overlevelsen nærmest fejret som en oprykning med mere end 17.000 tilskuere til den afgørende match. Esbjerg trak det korteste strå efter et par jævnbyrdige opgør mod Horsens.
De direkte dueller mellem superligamandskaber og hold fra 1. division viste sig også ganske jævnbyrdige. Facit af kampene blev det overraskende, at Superligaens næstdårligste hold, Horsens, overlevede, mens 1. divisions nummer tre, Helsingør, overrumplede alt og alle – strøg forbi nummer to i 1. division, Vendsyssel, og sendte Viborg ned efter forlænget spilletid i allersidste kamp.
I det store perspektiv var det bemærkelsesværdigt, at de tre oprykkere alle overlevede. Dermed må de skeptikere, som mente at en udvidelse af Superligaen til 14 hold ville være en udtynding, vel revurdere synspunktet?
Når status gøres op er allerede nævnt på positivsiden:
– Brøndbys stilændring
– Lyngbys tredjeplads
– De tre oprykkeres overlevelse
– Nedrykningsslutspillets dramaer
Dertil vil jeg føje, at Sønderjyske trods dræn af flere af de bedste spillere og ny træner formåede at spille sig i topgruppen.
Skuffelserne er til at få øje på:
– Esbjerg må ned efter flere år med træner- og spilleruro, og dårlig ledelse
– Viborgs nedrykning trods mange gode præstationer i anden turneringshalvdel
– AGF, som stilede efter en top-seks placering, men helt fortjent kom i den sorte gryde
– AaB, som var decideret heldige med ikke at skulle ud i nedrykningsslutspil
– Horsens’ spilkoncept, som ganske vist gav overlevelse, men ingen håb om udvikling
– Midtjylland, som med store investeringer og en bred stab af gode spillere skuffede
I næste sæson er Hobro tilbage med et defensivt godt indstillet mandskab, som er vanskelige at spille mod, men som må indstille sig på, at deres videre skæbne afgøres af minimum fire nedryknings-play off kampe.
Den store overraskelse er Helsingør. De bliver spændende at følge, især fordi holdet rummer meget teknisk talent og en fremragende målmand. Cheftræner Christian Lønstrup er garant for fodbold efter Fodboldromantikerens smag: teknisk hurtigt og bevægeligt. Alligevel bliver det en stor mundfuld for nordsjællænderne, der ikke har meget superligarutine at trække på i spillerstaben. I modsætning til Lyngby, der rykkede op og supplerede sig med erfarne spillere. Det er der næppe penge til i Helsingør.
Nu går også Fodboldromantikeren på sommerferie, men er tilbage når bolden igen ruller i Danmark – og håbene om hæder og ære er lysegrønne!
..............Fodboldromantikeren 