Mandag var der første finalekamp blandt dumpekandidaterne i Superligaen, De to bedste blandt de fire dårligste hold i ligaen, Viborg og AGF, mødtes på en dejlig solskinsfyldt majaften på Viborg Stadion. Viborg havde givet gratis adgang til alle undtagen til udeholdets tilskuere, en behersket gestus! Men med en kæmpe opbakning til de hvide gav det alt i alt sæsonrekord med 8.619 tilskuere.
De fik en kamp med megen nerve, og fuld tryk på fra første fløjt. Første store mulighed var en omstilling til AGF, hvor Kasper Junker ikke lykkes med en tværaflevering til en helt fri Spelmann. To minutter senere, i det 10. minut, løber Søren Pallesen med bolden fra Elmar Bjarnason og på en returbold efter Pallesens indlæg tager Jung-Bin Park et træk ind i banen og curver kuglen højt over i fjerneste hjørne, utageligt for keeper Jovanovic.

Men udligningen lod ikke vente længe på sig. Spelman bliver spillet ind i feltet, og helt uforståeligt river Jeppe Grønning ham ned – i øvrigt uden at få en advarsel. Morten “Duncan” Rasmussen scorer sikkert fra pletten. Det var hans mål nr. 140, og dermed slår han målscorerrekorden i Superligaen, 1 mål bedre end Søren Frederiksen, der i sin tid først og fremmest huserede på Viborgs hjemmebane!
Det imponerende måltal er imidlertid ikke det højeste i den bedste danske række. Rekorden indehaves af en anden tidligere AGF- og Vejle-spiller, afdøde Henning Enoksen. Han scorede i alt 111 mål for Vejle i den gamle 1. division fra 1957 til 1961. En stilling som seminarielærer på Marselisborg Seminarium lokkede venstrebensskytten til AGF (en kæmpestor udenlandsk kontrakt kunne derimod ikke friste “Nokke”!). For de hvide scorede han 83 mål i 1. division i årene 1962-67. I alt imponerende 194 mål! Dertil kommer, at Henning Enoksen scorede 29 mål i 54 landskampe.

I første halvleg havde Viborg held med at bringe Søren Pallesen alene i konfrontation med Elmar Bjarnason. Det gav flere farlige indlæg, da islændingen ikke formåede at vinde løbeduellerne med den boldførende Viborgspiller. AGFs midtbane har i denne fase svært ved at sætte angriberne i scene. Kampviljen kan der ikke indvendes noget mod, men det kreative, takniske niveau er ikke til Superligaen.
Dommer Peter Kjærsgaard-Andersen bringer sig i fokus ved at undlade at gøre noget! I det 12. minut havde han givet Jeppe Curth et korrekt gult kort. Men da Curth forser sig med en klar eftertackling på Amini kort før pausefløjtetet, dømmer Kjærsgaard-Andersen frispark, men ingen advarsel, som ville have sendt Viborg-spilleren i et tidligt bad! Samme forløb gentog sig i 2. halvleg, da Park i 58. minut ser gult, men slipper for gult ved en mindst lige så stor forseelse mindre end 10 minutter senere.
Måske spiller det ind i dommerens afgørelser, at han i hvert fald ikke vil beskyldes for at favorisere AGF. Sagen er, at Peter Kjærsgaard-Andersen har spillet ungdomsfodbold i AGF! Det er helt uforståeligt, at DBU ikke forhindrer, at der kan opstå tvivl om dommerens upartiskhed ved at forhindre, at en dommer dømmer en klub, som man har eller har haft tilknytning til. Som i England burde det heller ikke være tilladt dommere på højeste niveau at dømme hold fra egen hjemby.
Midt i 2. halvleg bliver Kasper Junker tilgivet sine mange fejlafleveringer tidligere i kampen, da han på en dyb bold fra Juelsgaard oversprinter Viborgs stopper, Erik Moberg, og fra en spids vinkel trykker af med en venstrebensflugter fladt i det lange hjørne forbi en lidt fejlplaceret Vitala i Viborgmålet. 1-2! Målet falder i en lang periode, hvor AGF er først på bolden, godt organiseret og chanceskabende.
Som TV-kommentator Flemming Povlsen siger om Junker: – Det er godt at spille i skyggen af Duncan!
For Junker blev det en god dag, da han allerede før kampen var blevet udtaget til det danske U-21 EM-hold.
Bedst som det tegnede til yderligere en AGF-scoring, faldt kampens sidste mål, men til Viborg! På en halvløs chance giver Deblé bolden en ukontrolleret tå, som Jovanovic let burde have viftet over mål, men rammer den akavet, så bolden via den ene opstander ruller i mål. 2-2.
Udgangspunktet før returopgøret på søndag i Århus er bedst for AGF. De to udebanemål betyder, at uafgjorte resultater som 0-0 og 1-1 og naturligvis enhver sejr sikrer AGF et forlænget liv i Superligaen. Men Viborg er bestemt ikke chanceløse. Johnny Mølbys mandskab rummer flere individualister, som kan give de hvides forsvar problemer. Men det er godt for AGF, at deres to angribere er i målform. Med stor opbakning på lægterne vil AGF desuden have et godt rygstød!
MoM: Morten “Duncan” Rasmussen.