Denne weekend tog superligaholdene hul på den alvorlige del af den nye turneringsstruktur, nedryknings-play-offs: Første runde i dobbeltopgørene om ikke at skulle ud i direkte nedryknings-kampe. Viborg synes at have ordnet sagerne ved fredag at sende Horsens hjem med 0-3.
Søndag stod det andet opgør i Esbjerg, hvor AGF var på besøg. Begge hold demonstrerede med al uønskelig tydelighed, hvorfor de er i denne situation. AGF leverede i første halvleg en ren ørkenvandring uden en eneste ordentlig afslutning, mens EfB i anden halvleg gjorde AGF efter. Begge mandskaber var mere optaget af at forhindre modstanderne i at score end i at satse på at vinde kampen.

I første halvleg producerede vestjyderne flere gode muligheder. Jeppe Andersen bragte sig i en fordelagtig skudposition efter en headet fejlaflevering af Juel-Nielsen og horribelt forsvarsarbejde af resten af backkæden. Allerede efter 20 minutter kunne kommentator Flemming Poulsen tørt konstatere: “Vi kan ikke lade alle fejl være nervøsitet. Det er også manglende kvalitet!”. Få minutter efter kommentaren headede Robin Söder på tværs af målet på en fin chance. Esbjerg fik først ro på bolden, og fik skabt noget offensivt. Mabil var uhyre flittig på EfBs højrekant, Kakabadze afdriblede fire passive århusianere og Söder fik flere muligheder.
AGFs midtbane bestod af Daniel A. Pedersen, Amini, Sverrison og Danny Olsen. En tung og lidet kreativ midtbane, og når dertil lægges, at Junker for tiden er total uden selvtillid og mest gør sig bemærket ved at løbe i offside, så skal der blive pres på bagkæden. Der skal godt nok et dårligt hold til at få Esbjerg til at se hæderlige ud! Det var mere held end forstand, at AGF ikke var bagud i pausen!
Kampen ændrede karakter, da AGF 20 minutter inde i 2. halvleg tog Junker ud og satte Bundu ind som angrebsmakker for Duncan. Først lykkedes det endelig Danny Olsen at slå et fint indlæg, som Duncan var tæt på at nå frem til. Minuttet efter blev Olsen skiftet ud med Stephan Petersen og AGF fik endnu mere fart i angrebene. På et indlæg fra Petersen var Bundu tæt på at styre bolden i mål. Nu var AGF i teten!
Bundu var det friske pust, der skabte ravage hos vestjyderne og optimisme hos AGF. Ganske vist virker den unge mand temmelig uberegnelig, og afslutningerne kan lige så vel ryge 15 m forbi som på mål, men han kan sætte modstanderne af med både driblinger og lange ryk. Amini spillede sig op. Først fandt han Duncan med et tidligt indlæg og AGFs topscorer fik headet fint til kuglen, dernæst havde Amini dygtighed til at stikke en bold ind i feltet til Bundu. Kun en flot fodparade af Jeppe Højbjerg forhindrede en scoring.
I det allersidste overtidsminut fik Bundu en friløber fra midten, men hans afslutning passerede få cm forbi den fjerneste stolpe. I minuttet forinden brændte det alvorligt på med panik i AGFs felt efter et langt indkast. Med til panikken hørte måske, at Glen Riddersholm foretog en mærkværdig udskiftning to minutter før overtidens udløb. Ud tog han midterstopperen Juelsgaard og ind kom Bachmann. Det vidnede ikke om kølighed!
Men målløst blev det!

MoM: Jeppe Højbjerg
Afgørende kan det vise sig at blive, at der blev uddelt syv advarsler af dommer Anders Poulsen, der ikke kunne finde en linje i advarslerne. I så fald havde Jeppe Andersen ikke fået lov til at forblive på banen. Men advarslerne vil formentlig medføre, at Jeppe Andersen, anfører Victor Palsson og den dygtige græske back Tsimikas alle må se til fra tribunen i selskab med AGFs Jesper Juelsgaard, når returkampen fløjtes op onsdag aften i Aarhus. Det ligner en alvorlig svækkelse af specielt EfB.
Er AGF på vej ud af ørkenen?