Derbysejr og overhånd til Kane og co.

På en søndag, hvor begge Manchesterklubber spillede uafgjort, øjnede Arsenal pludselig chancen for at spille sig på en CL-plads. Men den drøm varede ikke længe. For der ventede det Nord-Londonske derby på White Heart Lane mod et velspillende Spurs-hold,

Der var særlige undertoner i opgøret. I næste sæson spiller Tottenham på Wembley, mens det nye stadion op og ned ad det nuværende er under opførelse. Det var sidste derby på det 118-årige stadion, og for første gang i PL-tiden kunne Tottenham sikre sig, at holdet slutter sæsonen med en bedre placering end rivalerne fra Arsenal. I hele Wengers regeringstid, i 22 år har Arsenal haft overhånden.

michael-oliver-8x6304-2945775_478x359

Opmand var den unge, men erfarne Michael Oliver, og han fik faktiske en lettere opgave end man kunne forvente. I første halvleg blev kampen afviklet i en forholdsvis fair stil uden tilløb til uroligheder, og da kampen i 2. halvleg spidsede til med et lettere frustreret udehold og tacklingerne blev mere lemfældige, uddelte dommeren de første advarsler. Fra 70. til 75. minut faldt kampens fire advarsler, tre til Arsenal og én til Spurs, og vi undgik uskønne overfald og infights. Dygtig dommer, som efter god engelsk skik ind imellem lige skal tale kombattanterne til orden. “Det er så lige der, at det bliver for meget snak”, mente kommentatoren Per Frimann, som selv har særdeles vanskelig ved at lægge bånd på sin egen talelyst!

Første halvleg var relativ chancefattig. Indenfor tre minutter midt i halvlegen havde Spurs sine to virkelige målchancer, da først Alli fra tæt hold headede forbi og senere Eriksen indersideflugtede på overliggeren og over mål. Mens Arsenals farligste forsøg var et skud af Ramsey fra kanten af feltet mod fjerneste stolpe, som Lloris slog uden om stolpen.

kane-tottenham-goal-256770

Anden halvleg var kun tre minutter gammel, da den lidt tunge midtbanemand, Wanyama, fra 22 m sendte et virkelig godt forsøg højt mod fjerneste hjørne, men Cech viftede flot bolden over mål. Arsenals ankermand fik en travl anden omgang, men viste keeperspil på højde med sine bedste år i Chelsea. Men tjekken var prisgivet i 55. minut, da han først parerede et Eriksen-forsøg fra tæt hold, så bolden faldt for fødderne af Alli, som havde let ved at score det vigtige første mål.

Men det skulle lynhurtigt gå fra slemt til værre for The Gunners. Minuttet efter målet blev Kane fældet i et gennembrud af Gabriel, og han scorede selv sikkert på det efterfølgende straffespark. 2-0, og nu så Arsenalspillerne besejrede ud. Özil og Sanchez virkede opgivende, og der gik lang tid før de rød-hvide kunne mande sig op til fokuseret forsøg på reducering. Men det var Tottenham, der havde de farligste forsøg. Bl.a. måtte Cech vise hele sin kunne ved meget nærgående forsøg fra Verthongen og Alderwield.

Tottenham hænger på i striden om mesterskabet. Chelsea fører med fire points før de sidste fire kampe. De blå ryster ikke på hånden. På denne søndag vandt Chelsea hele 3-0 ude mod ellers ikke uefne Everton. På fredag er der endnu et London-derby, når Tottenham gæster London Stadium og West Ham. Bortset fra Millwall er der ingen anden klub The Hammers hellere vil slå end netop Spurs. Ligger der en snubletråd og venter på Pocchetinos mandskab? West Ham kunne godt bruge et enkelt eller tre points for at bringe sig i matematisk sikkerhed, men Tottenham er skræmmende for tiden!

MoM: Harry Kane.

Restprogrammet for Tottenham: West Ham ude, Mancheste Utd. hjemme, Leicester ude, Hull hjemme.
Restprogrammet for Chelsea: Middlesbrough hjemme, West Brom ude, Watford hjemme, Sunderland hjemme.

Skriv en kommentar