Seks gange tidligere har Arsene Wenger ført Arsenal til sejr i FA Cup finaler. Vil han den 27. maj nå den syvende, når Arsenal møder mesterskabsfavoritterne fra Chelsea?
Ganske imponerende vil det være 20. gang Arsenal er i en FA Cup finale. Det har ingen andre nået. Men det holdt hårdt denne gang. Der skulle forlænget spilletid på 2 x 15 minutter til før 2-1 sejren var en realitet.
Og der skulle en god portion held til – også!
Wenger overraskede med en usædvanlig formation med kun tre i backlinjen, Gabriel, Koscielny og Holding. To offensive wingbacks i Oxlade-Chamberlain og Monreal skulle hjælpe The Gunners til indlæg og til ryk ind i feltet. Sammen med Giroud helt i front og Özil og Sanchez bagved mønstrede Arsenal som sædvanlig et særdeles offensivt indstillet hold. Den defensive balance på midtbanen var lagt i hænderne på Xhaka og Ramsey, og naturligvis var Cech i mål.
Det var to sædvanligvis meget boldbesiddende hold, som tørnede sammen. Men det var City, som især i første halvleg satte sig på besiddelsen. Efterhånden som kampen skred frem fik Arsenal sine længere perioder med besiddelse. Første halvleg var skæmmet af voldsom mange frispark og dermed manglende flow i spillet. Et af frisparkene, Gabriel på Silva, fik som konsekvens, at Citys elegante spilfordeler måtte forlade banen midt i første halvleg. Det var måske en af de mange detaljer, som i sidste ende tippede kampen over til London-holdet.
Første halvleg var chancefattig. Giroud have i det første kvarter et par halvstore muligheder. Silva havde et godt hovedstødsforsøg, og Aguero sparkede i sidenettet. Men bolden var i mål for City seks minutter før pausen, men Sane’s indlæg blev vinket over mållinjen (som nogen kalder baglinjen). Superslowbilleder på TV overbeviste ikke om, at den kendelse var korrekt. Til gengæld blev Arsenal snydt for et straffespark, da Navas rev Alexis ned på et frispark, men dommer Craig Pawsons fløjte var tavs.
I anden halvleg kom Arsenal længere frem på banen og var mere på bolden. Fem minutter efter sidebyttet burde Citys centerforsvarer Otamendi have bragt sit hold foran, da han fik en fri header på et hjørnespark. Arsenals områdeopdækning fungerede ikke. I 62. minut blev Arsenal fanget højt, højt oppe på banen, hvor Ramsey mistede bolden i en dribling. Fra egen banehalvdel (!) fik Aguero frit løb mod mål og svigtede ikke, da han alene med Chec elegant vippede bolden over keeperen til 1-0.
10 minutter senere faldt udligningen. En lang crossbold fra Oxlade-Chamberlain i højre side fandt en fremstormende venstre wingback i Monreal, som fra forholdsvis tæt hold helflugtede bolden i mål fra en position bag 2. stolpe. Et mål, som var kulminationen på Wengers taktiske formation.
City pressede nu på, og Arsenal var heldig, da først Yaya Touré flugtede på opstanderen, og senere da Fernandinho headede på overliggeren. Citys satsning førte til betydelige kontrachancer til Arsenal, men Özil og indskiftede Welbeck manglede den sidste skarphed.
1-1 stod der på måltavlen – og dermed gik kampen i forlængelse.
Her virkede Arsenal som det farligste mandskab. Først headede unge Holding en fri header på hjørne over mål. Men få minutter senere havde City igen problemer med en standardsituation. Et frispark fra venstre side blev bag i feltet headet retur og Sanchez kunne skrabe den løse bold i nettet.
Trods gode muligheder til Welbeck for at udbygge føringen og senere til Delph og De Bruyne for at udligne blev der ikke scoret yderligere. Wenger havde ført sit mandskab til endnu en finale!
Guardiola, Citys forvænte cheftræner, må nu konstatere, at han står i den første sæson nogensinde som træner uden en titel. En sejr over lokalrivalerne i PL på Etihad på torsdag vil være en nødvendighed, hvis ikke City-tilhængerne vil karakterisere sæsonen som en fiasko.
Den i denne sæson stærkt udskældte Wenger indkasserede med sejren på Wembley lidt mere kredit, og en pokaltriumf vil redde Arsenals sæson!
MoM: Alex Oxlade-Chamberlain.
..............Fodboldromantikeren 