Snu Mourinho sejrede i topopgør

Manchester United opnåede den første sejr over Chelsea i 13 kampe, da Old Trafford påskedag var rammen om opgøret mod Mourinhos gamle klub, førerholdet Chelsea.

Det var et usædvanlig tændt hjemmehold, der gik på banen med en klar plan. Kreatøren Hazard skulle standses, og Chelseas midterforsvar slåes på fart. Derfor var Zlatan anbragt på bænken og lynhurtige Marcus Rashford valgt som spids.

jose-mourinho-top-11-493804

Mourinhos plan var at sætte Herera til at mandsopdække Hazard – en defensiv manøvre som meget sjældent ses i moderne fodbold. Her lykkedes det til fulde, idet Hazard blev reduceret til en spiller uden afgørende indflydelse på begivenhederne. Herera udførte rollen dygtigt og formåede, når Manchester United var boldbesiddende, at deltage med effekt på angrebsspillet.

Det var netop Herera, der med en fin dybdebold sendte Rashford afsted i det 7. minut i et kapløb med Luiz, som brasilaneren tabte, så Uniteds unge angrebstalent kun placere bolden hen over en fremstormede Begovic i Chelsea-målet. Dermed var anden del af den snu Mourinhos plan gennemført! Herera kunne oven i købet sætte trumf på kort ind i anden halvleg, da han fra kanten af feltet trykkede af på en tilfældig nedfaldsbold og med en afretning af Zuma kunne se bolden stryge i mål til 2-0.

Chelsea kunne ikke rigtig finde et modsvar til Uniteds nærkampstyrke og tætte opdækning. Diego Costa tog nærkampene op i vanlig stil, men var til gengæld helt ufarlig som afslutter. Chelseas manager Conte forsøgte gennem udskiftninger at ændre slagets gang, men indskiftede Fabregas, Wiilian og Loftus-Cheek formåede ikke afgørende at sætte sig igennem. Dermed sluttede opgøret med en fortjent hjemmesejr på 2-0.

Det passede hjemmeholdet fint, at kampen blev ledet af den unge og relativt uerfarne dommer, Robert Madley. Han overså en lang række frispark, bl.a. da Herera standsede bolden med hånden og sendte Rashford afsted til scoringen. Dommeren kunne og burde have udvist både United-forsvareren Rojo og Diego Costa, da de gerådede i liggende klammeri hen mod slutningen af første halvleg. Robert Madley tillod desuden Fellaini at begå fem frispark uden at det udløste advarsel.

Med forfølgerholdet Tottenham i storform og en afstand reduceret til nu fire point mellem nummer et og to, er der genskabt spænding om mesterskabet her, hvor vi går ind i opløbet. Men Chelsea står trods alt med de bedste kort på hånden, og selv om Mourinho på denne spilledag fik en slags revanche for fyringen i Chelsea og sidste års miserable sæson, vil det undre om ikke Conte har grund til det største smil, når regnebrædtet gøres endeligt op!

Conte jubler

 

Skriv en kommentar