Med afviklingen af 26. spillerunde søndag kl. 17 blev det afgjort, hvilke hold der spiller om medaljer, og hvilke hold der spiller om at undgå nedrykning. Der var et strejf af “gode, gamle dage” over spillerunden, al den stund at alle kampene blev afviklet samtidig, så vi på stadion kunne følge med i ændringer i stillingerne, når der lød et dong over højtaleranlægget.
Vejret var forfærdelig, koldt, blæsende og regnfuldt. For en AGF-fan var det desværre ikke kun vejret, der var rædsomt. Det var spillet og resultatet også! Fodboldromantikeren havde på forhånd spået overfor et nært familiemedlem, at AGF ville tabe, hvis holdet igen havde Spelmann og Amini på midtbanen – og netop det holdt stik! Efter onsdagens pokalsejr uden d’herrer i startopstillingen, forårets første i tællende kampe, kunne man måske have håbet på en fornyet midtbane i SL.
Det er de evindelige ændringer i backkæden, der ofte fremhæves som årsagen til AGF’s problemer. Naturligvis er det en svækkelse, når et hold ikke kan stille med en sammenspillet kæde. Men som jeg ofte har påpeget i mine blogindlæg, ser jeg hovedproblemet for AGF på midtbanen. Her mangler både defensiv struktur og offensiv konstruktivitet.
Sverrison ligger som defensiv midtbanespiller og gør det ikke alt for overbevisende – lidt tung, mange afspilsfejl, men dog disciplineret. – Amini er en medgangsspiller, som laver mange alibi-indsatser og sjældent vinder en bold, men han skal dog godskrives, at han er kommet til enkelte scoringer. – Spelmann er den største katastrofe: Han farer rundt, helt udisciplineret og forløber sig gang på gang. At give unødvendige frispark væk er en risikofaktor i dagens fodbold. Han tilfører intet konstruktivt og kan kun overspille en modstander ved at sparke ham ned. – Bjarnason har haft en forfærdelig sæson. Har tabt et hav af bolde, og haft svært ved at finde offensive positioner, som kunne gøre ham farlig. – Daniel A. Pedersen har været ramt af skader og slet ikke ramt det niveau, han tidligere har vist.
Midtbanekanterne burde have haft én hovedopgave: at servicere Duncan med tidlige og sene indlæg i luftrummet. Det er ikke lykkedes mange gange i denne sæson. Hverken australieren Oikonomidis, Stephan Pedersen eller Junker, som har været de hyppigst anvendte, har været dygtige til denne vigtige del af spillet. Men det virker heller ikke som om det har været topprioriteten i det taktiske koncept fra trænerteamets side. Danny Olsen har sparketeknikken til at kunne levere netop denne del, men han har ikke haft trænerens tillid og spillet meget lidt.
I den meget vigtige hjemmekamp mod OB, der kunne afgøre hvilken nedrykningsspilgruppe, holdene havnede i, var det reelt kun den ofte udskældte keeper, Jovanovic, som kunne forlade banen med æren i behold. Han reddede hjemmeholdet fra en større ydmygelse! OB spillede det fodbold, der blev spillet på Aarhus Stadion!
Efter kampen forklarede Riddersholm blamagen på dagen og tidligere på foråret med at spillerne ikke er dygtige og kyniske nok i de to felter. Nej, men det er jo netop forskellen på gode og dårlige fodboldhold. Hvad Riddersholm og mange andre aldrig udtaler sig om er midtbanens manglende kvaliteter. “In Spelmann and Amini we trust!”, synes at være Glen Riddersholms mantra!
Holder han fast i det, tør jeg godt forudsige, at AGF enten ryger direkte ned eller skal ud i kvalifikationskampe mod 1.-divisionshold!
..............Fodboldromantikeren 