Randers-AGF udgjorde et nyt lavpunkt. På, men ikke mindst uden for banen!
Nogle dage forud for kampen indrykkede AGF en helsides annonce i Randers Amtsavis med teksten “Rend’os i r….!”. Jeg går ud fra, at det er sket med direktør Jakob Nielsens billigelse, måske ligefrem på hans initiativ? Men jeg går også ud fra, at det bestemt ikke er sket med formand Lars Fournais’ vidende og accept.
Dette ligger så langt fra, hvad AGF har stået for op gennem sin historie, at jeg formoder rigtig mange gamle AGF’ere har krympet sig. Vel lever gamle kæmper som Gerhard Müller, Aage Rou Jensen og Jørgen Olesen ikke længere, men det gør deres ånd, ynder jeg at tro!
Det ville i nyere tid ikke blive accepteret af en Mogens Boyter, AGF’s tidligere formand, endskønt han levede af at fremstille toiletsæder!
Modtrækket fra Randers – for et sådant kom der – var om muligt endnu mere latrinært og ubehageligt. Randers direktør, tidligere topspiller Michael Graugaard, lod optage en video, hvori han anvender en AGF-trøje med den tidligere Randers-spiller, Aminis navn som toiletpapir.
Jeg husker en samtale, jeg havde med Ole Fritsen, Vejles legendariske træner, der på et tidspunkt i årtusindets begyndelse var træner for Randers Freja, hvor han over for mig fremhævede Michael Graugaard som en coming man. Havde Ole levet i dag, ville han have græmmet sig over at opleve sin gamle elev synke så dybt!
Ingen kan vel undre sig over at der i dan kamp blev sat rekord for antallet af gule kort i en Superliga-kamp, 13 i alt, 8 til Randers og 5 til AGF!
At kampen i sig selv var en særdeles uskøn forestilling, siger sig selv. AGF indkasserede igen igen et meget sent mål på forsvarsmæssig uopmærksomhed. Men reddede sig alligevel heldigt det ene point, da den unge Randersstopper, Jonas Bager, begik straffe mod Duncan langt inde i overtiden. Duncan scorede med et ukoncentreret spark.
MoM: Dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen.
..............Fodboldromantikeren 