I sidste uge var du (lykkelig?) fri for min efterbehandling af weekendens kampe. Jeg var langt væk fra danske og engelske stadions og tv-skærme, henslæbende mine dage i Roms gader på vej fra den ene utrolige kirke til den næste, fra en vidunderlig plads til den følgende, kun afbrudt af skønne romerske måltider. Dog nåede jeg hjem tids nok til på min skærm at se AGF spille uafgjort mod bundproppen Viborg.
Søndag mødte Tottenham hjemme Everton i en rigtig fin og underholdende kamp med to angrebsivrige hold. The Spurs demonstrerede, hvorfor de i øjeblikket er førsteudfordrer til mesterskabsfavoritterne Chelsea, men Everton bed godt fra sig i en målrig kamp, 3-2 til Tottenham.
Det suveræne tophold, Chelsea, var mandag aften kørt tværs gennem London til udekampen mod West Ham på London Stadium. Hammers havde Antonio i karantæne, men til gengæld var der comeback til Andy Carroll. Chelsea stillede i uændret formation. Conte har fundet sit hold, som præsterer konstant og med kontinuitet.
Trods en fin start af hjemmeholdet med et vist tryk på gæsterne fra West End, var det topholdet, der efter 24 minutters spil demonstrerede kontrafodbold i verdensklasse. Mark Noble forsømte at sende en returbold efter et frispark dybt inde på Chelseas halvdel tilbage i feltet. Kanté, der spillede en fremragende kamp, erobrede, og så gik det stærkt med Hazard, som den kyniske afslutter, der afdriblede Hammers keeper, Rudolph, og lagde bolden i mål.
Det var småt med reelle målchancer i første halvleg. West Hams bedste mulighed tilfaldt den smarte Lanzini, som spillede 1-2 med Noble og kom på skudhold. Med Carroll på banen forsøgte West Ham at servicere ham med indlæg mod bageste stolpe, men dels var tilbagevendte Carroll ikke helt i topform, dels passede Chelsea godt på. (I Danmark er Duncan måske den spiller, som minder mest om Carroll både i headestyrke og i betydning for sit hold. Men i modsætning til West Ham, kan AGF ikke finde ud at spille mere konsekvent på denne styrke!).
Kort ind i anden halvleg øgede Chelsea til 0-2, da et hjørnespark forlænges af en Hammers-spiller og Winston Reid mister sin markering af Diego Costa, der tæt under mål kan skrabe bolden i mål. Som kampen skred frem, så Chelsea mere og mere komfortabel ud. Men det kunne dommer Mariner med rette have ændret på, hvis han havde dømt det straffespark, som Fabregas begik lige for næsen af dommeren, da han med armen gjorde sig bred og kom i vejen for en tværbold i feltet. Topholdets held!
Mod slutningen af kampen morede Kanal 6’s to kommentatorer, Niels Harild og John Faxe, sig gentagne gange over “at West Ham kan spille til juleaften uden at score” og “hjemmeholdet kan spille yderligere 77 minutter uden at score”. Nu blev deres kommentarer gjort til skamme, da Lanzini i overtiden efter et smukt kontraangreb med et hårdt, fladt skud i det lange hjørne udplacerede Chelseas lange keeper, Courtois, til slutresultatet 1-2. De to kommentatorer er også af andre grunde en hån mod seerne. Den ene aner ikke , hvad han taler om. Den anden kan ikke udtrykke, hvad han aner.
Men sejren var fortjent. Chelsea er et driftsikkert mandskab, som har fine individualister og ingen svage punkter. Oligarkens mandskab bliver mestre!
MoM: Kanté.
På falderebet må jeg efter endnu en miserabel indsats af AGF kommentere klubbens krise. 1-2 hjemme mod et dårligt mandskab fra Sønderjyske i en situation, hvor hver eneste point er dyrebart, forstærker den nedadgående tendens.
Lige nu er det vanskeligt at se, at der skulle være hold i SL, der er svagere end AGF. Jeg har efterhånden sagt det mange gange om min hjerteklub: 1) Holdet savner konstruktive spillere med flair på midtbanen. At træneren holder fast i Spelmann og Amini kan kun skyldes, at han selv har købt dem. 2) Holdet har reelt ingen spillestil, dvs. der er ingen basis at falde tilbage på, når holdet møder modgang. 3) Når holdets måske eneste angrebsvåben, Duncans hovedstødsstyrke, ikke står centralt i afslutningsspillet (det gør det ikke, for så ville vi se en lang række tidlige og sene indlæg efter Duncans hoved i alle kampe), må jeg antage, at holdet og dets ledere savner taktisk kompetence. 4) Livlinen til AGF’s egen talentudvikling er forsømt. Spredte indhop til Stage og Zacho er ikke tilfredsstillende. AGF har ikke Midtjyllands akademi, men jeg ved, at der løber talentfulde unge spillere rundt på Fredensvang, som sagtens kunne tage kampen op med Danny Olsen, Stephan Pedersen, Bjarnason og Amini.
Det hører med til billedet, at det er helt uforståeligt, at klubbens ledelse har meldt ud, at målsætningen for årets SL var en placering i top-seks. Det vidner om manglende sportslig dømmekraft og/eller dårlig rådgivning.
Hårde ord i marts? Nej, jeg mener, at det er på tide, at der fremstår en anden “sandhed” end den overfladiske kritik, som vi finder på sociale medier, hvor helt elementære analyser er en mangelvare.
Jeg håber inderligt, dels at AGF ikke rykker ned, dels at nogle vil lytte til en saglig kritik og handle på den.
..............Fodboldromantikeren 