Passion, taktisk snilde og fokusering

Chelseas manager, Antonio Conte, har i sin første sæson lynhurtigt manifesteret sig som en yderst kapabel leder. Med passion, taktisk snilde og lydhør mandskabsbehandling har han skabt et virkelig tophold på ruinerne af ikke mindst Mourinhos regime i dennes tilbagevenden til Stamford Bridge.

conte

Contes mesterlige tilgang til PL’s udfordringer fik vi endnu et bevis på, da Chelsea lørdag hjemme mødte en af de absolutte toprivaler, Arsenal. The Gunners lagde ud i vanlig stil med flydende lynhurtigt shortpassing, men blev allerede i 12. minut sat på plads, da venstre wingback Alonso ved 2. stolpe overspringer Arsenals højre back, Bellerin, på en returbold efter Costas stærke hovedstød og pander bolden i mål. Bellerin blev i øvrigt skadet ved træfningen og måtte lade sig udskifte. Ikke overraskende hævdede Wenger efterfølgende, at der var frispark i situationen, selv om tv-optagelserne ikke så ud til at understøtte påstanden.

Fra dette øjeblik var det hjemmeholdet, der styrede begivenhederne. De tre forreste hos Chelsea, Costa, Pedro og Hazard var i et overvældende spillehumør, stærkt støttet af de to centrale midtbanespillere, Matic og Kanté, der udgør et særdeles erobringsstærkt centrum. Når dertil føjes, at Alonso og Moses på kanterne er meget offensive og gennembrudshidsige, har Chelsea et virkelig slagkraftigt mandskab i offensiven.

Defensiven er ikke helt dirkefri. Cahill og Luiz kan bringes ud af position, og Azpilicueta er ikke altid hurtig nok til at følge backlinjen, når den skal skubbes frem. I 37. minut fik Arsenals indskiftede forsvarer, Gabriel, en stor hovedstødschance, da netop offside-linjen svigtede, men en flot redning af Courtois afværgede udligningen.

Vi skulle ikke langt ind i 2. halvleg før kampens højdepunkt indtraf. I 52. minut foretog Eden Hazard en solotur med bolden på fødderne fra midterlinjen, rystende fire modspillere af sig undervejs, inden han med et fint chip passerede Cech i Arsenal-målet til 2-0. Sublimt!

Det fine ved Contes Chelsea-hold er at spillerne formår at holde fokus på kampens 90+ minutter, så selv Costa ikke forfalder til sine tidligere så kendte gadedrengestreger. Arsenal forsøgte sig med to udskiftninger midt i halvlegen, som bragte angriberne Giroud og Welbeck i spil på bekostning af Coquelin og Walcott. Welbeck var da også tæt på at dreje et hovedstød i mål ved fjerneste stolpe, men Courtois i fuld længde (1,99 m!) fik verfet bolden uden om.

Også Chelseas indskifter Fabregas viste tænder, da Cech totalkiksede en aflevering, der røg i fødderne på spaniolen, som kvitterede med et stensikkert løft ind i det tomme mål til 3-0. Det var kosmetik, da Giroud med hovedet – hvad ellers! – bugserede et fint indlæg fra Monreal i mål i overtiden til slutresultatet 3-1.

Der var klasseforskel, da de blå fra Vestlondon øgede sit forspring til Arsenal til 12 points. Tottenham kiler sig ind på den øjeblikkelige andenplads ni points efter Chelsea. Men som Chelsea evner at fokusere, er det vanskelig at se, at noget eller nogen kan stille sig i vejen for et nyt mesterskabstrofæ til Stamford Bridge!

eden-hazard-vs-mustafi

MoM: Eden Hazard

PL 23. spillerunde: Arsenal-Watford 1-2, Bournemouth-Crystal Palace 0-2, Burnley-Leicester 1-0, Middlesbrough-West Brom 1-1, Sunderland-Tottenham 0-0, Swansea-Southampton 2-1, Liverpool-Chelsea 1-1, West Ham-Manchester City 0-4, Manchester Utd-Hull 0-0, Stoke-Everton 1-1.
PL 24. spillerunde: Chelsea-Arsenal 3-1, Crystal Palace-Sunderland 0-4, Everton-Bournemouth 6-3, Hull-Liverpool 2-0, Southampton-West Ham 1-3, Watford-Burnley 2-1, West Brom-Stoke 1-0, Tottenham-Middlesbrough 1-0, Manchester City-Swansea 2-1, Leicester-Manchester Utd 0-3.

Skriv en kommentar