City’s farvel til titeldrømmene

To af titeljægerne mødtes lørdag i Manchester, hvor City havde besøg af Tottenham. I kapløbet om at nå op til førerholdet Chelsea ville alt andet end sejr være ubrugeligt for i hvert fald Manchester City, der stod noteret for 10 points færre.

Det var da også et toptændt Citymandskab, som gav et formstærkt Spurs-mandskab rigeligt at se til. Det såkaldte stortalent, John Stones, var sat af i det centrale forsvar, der til lejligheden bestod af Otamendi og Kolarov. Guardiola havde måske set den unge Stones begå for mange fejl i de foregående kampe, tilsyneladende med en lidt for nonchalant attitude.

Til gengæld holdt Guardiola fast i Bravo på målmandspladsen, selv om kritikerne af keeperen påpegede, at i de foregående kampe var de seks skud, der havde været mod ham indenfor målrammen, alle gået ind! – Men det blev overraskende Bravos kollega i Spurs-målet, den højt berømmede Hugo Lloris som blev dagens målmandsskurk.

lloris-fejler

I første halvleg havde især City mange åbne scoringsmuligheder: Aguero havde både en skud- og hovedstødschance, som med større skarphed havde givet udbytte, Sane headede forbi i helt fri position, mens Silva måtte se et godt langskudsforsøg reddet af Lloris.

I pausen foretog Tottenhams manager, Pochettino, en offensiv udskiftning. Son erstattede forsvarsspilleren Wimmer. Men det blev hjemmeholdet, som først kom på scoringstavlen. Banens bedste, De Bruyne, sendte Sane afsted med en lang høj bold, som Lloris stormede ud af sit felt for at afværge. Men målmandens hovedstød var lige på Sane, der efterfølgende havde let ved at spadsere bolden i mål. Da var der kun spillet tre minutter af anden omgang. Men det skulle gå fra slemt til værre for Lloris. Syv minutter senere taber Lloris helt ukarakteristisk et indlæg fra Sterling for fødderne af De Bruyne, som kan prikke kuglen i kassen til 2-0.

Men Tottenham var ikke knækket. Blot fire minutter senere kan Dele Alli sætte pandebrasken på et fornemt indlæg fra Walker til bageste stolpe uden chance for udskældte Bravo. I denne fase af kampen åbner spillet sig op med gode angrebskombinationer, men stadig med City som det mest dominerende hold.

I 77. minut kulminerede dramaet. Først overså kampens svage dommer, Andre Merriner, et klokkeklart straffespark, da Walker klart skubber til Sterling i feltet, da Cityspilleren i en åben situation skal til at afslutte. Sterling mister balancen, men smider sig ikke. Det hører med til forståelsen, at Sterling har været meget udskældt for mange tidligere forsøg på at filme sig til straffespark. Men her holdt han sig altså på benene, og blev formentlig straffet for det.

andre_marriner

Få sekunder senere udlignede Son på Kanes fine frispilning inde i Citys felt! Så nådesløs kan fodbolden være! Tottenham fik et værdifuldt point med tilbage til London, mens City, som spillede en meget fin kamp og dominerede stort, måtte sande, at mesterskabsjagten for deres vedkommende er forbi. Med et forspring på 12 points bliver det ikke City, der indhenter Chelsea i de resterende 16 kampe. For City handler det nu om kvalificeringen til Champions League, dvs. mindst en fjerdeplads.

MoM: Kevin De Bruyne.

de_bruyne

PL 22. runde: Liverpool-Swansea 2-3, West Brom-Sunderland 2-0, Stoke-Manchester Utd 1-1, Middlesbrough-West Ham 1-3, Crystal Palace-Everton 0-1, Bournemouth-Watford 2-2, Manchester City-Tottenham 2-2, Southampton-Leicester 3-0, Arsenal-Burnley 2-1, Chelsea-Hull 2-0.
Fire af de seks øverste hold satte point til i 22. runde, så den helt store vinder i denne runde var afgjort Chelsea, men også Arsenal, der kunne kravle op på andenpladsen forbi ærkerivalerne Tottenham, vil være fornøjede. I bunden tog Swansea et markant skridt op over nedrykningsstregen med en flot sejr på Anfield.

Skriv en kommentar