To pressede trænere og deres respektive hold havde sat hinanden stævne mandag aften på Silkeborg Stadion. Colin Todd og Esbjerg fik lidt håb at bygge på, da de i runden før landskamppausen slog AaB med hele 3-0. Men vestjyderne mødte op som bundprop – en position mange havde dømt Silkeborg til at indtage ved sæsonstart.
Silkeborgs manager, Peter Sørensen, har andre bekymringer end de sportslige. Han er tiltalt for vold mod sin ekskone, hvilket i mediernes øjne – herunder ikke mindst Viasats fodboldkanaler – har stjålet fokus fra den glimrende sportslige udvikling, Peter Sørensens hold gennemløber.
Kampen var kun tre minutter gammel, da den første scoring faldt. Hvilken perle! Robert Skov får en tværpasning foran Esbjergs felt, som efterlader ham alene i højre side med Esbjergs back Leon Jessen. Skov tager et træk ind i banen, Leon Jessen tøver, og med sin stærke venstre fod lægger han en let curlet inderside over i sidenettet i modsatte målhjørne. En signaturscoring!

Colin Todd råbte og dirigerede om muligt endnu mere desperat end vanlig: Flyt bolden! Bring den frem! Løb væk!
Ikke mange roser imellem. Men gæsterne viste nu heller ikke meget mod og mandshjerte. Silkeborgspillerne lavede færrest tekniske fejl og investerede mere fysisk, både i nærkampene og i løbevillighed.
På et frispark efter den halve time demonstrerede Emil Scheel, at der er andre på holdet, der har en farlig fod. Med en knaldhård højre inderside hen over muren og op ad nærmeste stolpe var Jonas Jensen i Esbjergs mål endnu en gang prisgivet. Selvtilliden sivede mere og mere ud af esbjerggenserne, men det lykkedes dog at gennemføre et enkelt godt angreb, da Victor Palson få minutter før pausefløjtet pressede Thomas Nørgaard til en fin redning.
De blå/hvid stibede kom godt ud efter pausen. Ryan Laursen vendte tilbage på højre back og Bjørn Paulsen kunne så skubbes frem på højre kant, hvor han kunne bidrage med at true i luftrummet ved indløb til feltet. Nu investerede EfB mere i nærkampene, og holdet fik bolden i nettet på en fin afslutning af Robin Söder, men i en offside position.
I stedet slog Silkeborg til på endnu en fornem scoring. I et uopmærksomt øjeblik fik Davit Skhirladze god plads til at servicere Robert Skov, der på sin første berøring lod bolden hoppe, hvorefter han flugtede kuglen utageligt i kassen, mens midterforsvarerne så tøvende til. 3-0 og kampen lukket.
Esbjerg ser svage ud. Returløbene er langsomme. Nærkampene tabes. Mange tekniske fejl, fx hos Mads Hvilsom. Forsvarslinjen savner fokus og konsekvens i indgrebene. På dagens hold var det vel kun den initiativrige midtbanespiller Awer Mabil og Jonas Jensen i målet med mange fine redninger, der viste superligaklasse.
Colin Todd er på en kæmpeopgave, hvis han skal redde Esbjergs eksistens i Superligaen!
Silkeborg ser ud til at fortsætte en opadgående kurve. På en billig baggrund lyste mange spillere op. Nævnes skal et meget stærkt midterforsvar med Simon Jakobsen og især Dennis Flinta, men også glimrende indsats af Mikkel Vendelboe på den centrale midtbane. Uberegnelige og kreative Davit Skhirladze er en fin opspilsstation med sin fysik og høje tekniske standard (svært forståeligt at AGF lod ham gå!). Men over dem alle lyser Robert Skov med det gyldne venstreben.
Og så lige en kommentar til aftenens dommerpræstation: Peter Kjærsgaard-Andersen dømte en fin kamp. Han var i modsætning til mange af sine kolleger tæt på situationerne takket være et stort løbepensum.

Efter kampen troppede Peter Sørensen op i Viasats studie og blev på det nærmeste krydsforhørt om den voldsanklage, der hviler over ham. Peter Sørensen forklarede roligt og sobert om sit syn på anklagen, som han finder aldeles ubegrundet.
Skulle vi så ikke lade den sag ligge indtil der falder dom i den?!
MoM: Robert Skov.
Resultaterne i SL’s 17 runde: Lyngby-Horsens 0-1, AaB-FCK 1-2, Nordsjælland-AGF 3-2, Randers-Viborg 2-1, OB-Brøndby 1-0 (endelig en OB-sejr!), Sønderjyske-Midtjylland 1-0, Silkeborg-Esbjerg 3-0.
Resultaterne i PL’s 12. runde: Manchester Utd.-Arsenal 1-1, Watford-Leicester 2-1, Sunderland-Hull 3-0, Stoke-Bournemouth 0-1, Southampton-Liverpool 0-0, Everton-Swansea 1-1, Crystal Palace-Machester City 1-2, Tottenham-West Ham 3-2, Middlesbrough-Chelsea 0-1, West Brom.-Burnley 4-0.