Hovedløst!

0-7 var resultatet sidst de to hold mødtes. Søndag skulle AGF forsøge at revanchere sig hos værterne på Vestegnen. På forhånd var århusianernes eneste angriber med format, Morten “Duncan” Rasmussen, sat ud af spillet med en skade. De tre mest offensive kort var herefter Junker, Spelmann og Amini. Det har næppe fået hjemmeholdets defensiv til at ryste i bukserne.

Lad det være sagt med det samme: AGF fik sine chancer, men målfarlige var århusianerne ikke. Junker arbejdede ihærdigt og havde også et par fine oplæg til medspillerne, men nærmest ved kom Daniel A. Pedersen i begyndelsen af anden halvleg, da han i et energisk løb ind i feltet fik skubbet Junkers oplæg forbi Brøndbys fremstormende keeper, Frederik Rønnow, men uheldigvis ramte bolden opstanderen og sprang i spil.

Minuttet efter faldt kampens eneste mål, da Hany Mukhtar temmelig upresset fyrede af fra distancen. På mærkværdig vis snød skuddet, der faldt midt i målet, AGFs målmand, Aleksander Jovanovic. Endnu et drop af den unge keeper. Hvad der i begyndelsen af sæsonen lignede et godt køb på målmandsposten, ser for tiden mere tvivlsomt ud. Men unge spillere er mere svingende i præstationerne end rutinerede, så  på længere sigt kan førstehåndsindtrykket vise sig at holde. Det kræver en rigtig god træning og sparring af trænerstaben.

Første halvleg tegnede billedet af to hold fra hver sin ende af tabellen. Udeholdets indsats blev af TV 3’s kommentatorer Werge og Tøfting betegnet som “hovedløst”. Carsten Werges stil med smalltalk og ligegyldigheder hoppede Tøfting med på, mens flosklerne flokkedes. Om Spelmann hed det fra Werge, at han havde “arbejdet hårdt” til trods for, at han næppe havde haft en afgørende indsats i kampen. Da Spelmann endelig var på pletten og i helt fri position 7 meter fra mål midt for, headede han serven et pænt stykke forbi mål. Og da Brøndbys Austin skulle udskiftes og tog sig gevaldig god tid, lød det fra Tøfting: “Alle tricks gælder!”.

Brøndby holdt nullet. Rønnow havde ikke en eneste redning! Som så ofte før spillede de gulblusede en fin første halvleg med tryk på modstanderne, men som kampen skred frem tabte værterne pusten og koncentrationen. Men denne aften var modstanderne ikke i stand til at straffe det. Betegnende nok fik Amini dette skudsmål af Tøfting: “Tæt på arbejdsvægring!”.

Fodbold-romantikeren var letsindig nok til at se med i programmet “Onside”, hvor jeg til min forbløffelse kunne høre Glenn Riddersholm udtale om sit hold: “Selve præstationen var rigtig fin og god!”, og da han bliver foreholdt det kedelig faktum, at holdet ikke har vundet i uendelig mange kampe, er forklaringen: “Vi har manglet kontinuitet. Vi er på vej!”. Det er en cheftræner, der har stået ved roret i 10 måneder, der i hvert fald over for denne skribent har noget vanskelig ved at overbevise om, at holdet har udviklet sig i positiv retning i løbet af Superligaens første 14 runder. At holdet skulle være “på vej”, underforstået fremad mod bedre tider.

Ambitionen i Fredensvang og omegn er en plads i top-6 i denne sæson. Som holdet præsterer, bør det straks korrigeres til overlevelse! Sidste sæson var det AGFs held at der var et hold, der var endnu svagere. Selv om to andre traditionsklubber, OB og Esbjerg, samt Viborg for tiden ligger under i tabellen, er der ingen hold i rækken med et lavere bundniveau.

MoM: Hany Mukhtar.

SL runde 14: AaB-Nordsjælland 1-1, Viborg-Silkeborg 1-3, Lyngby-Sønderjyske 2-0, Horsens-Randers 1-0, OB-FC København 0-3, Brøndby-AGF 1-0, Esbjerg-Midtjylland 1-3.

PL runde 9: Bournemouth-Tottenham 0-0, Arsenal-Middlesbrough 0-0, Burnley-Everton 2-1,, Hull-Stoke 0-2, Leicester-Crystal Palace 3-1, Swansea-Watford 0-0, West Ham-Sunderland 1-0, Liverpool-West Brom 2-1, Manchester City-Southampton 1-1, Chelsea-Manchester Utd. 4-0.

 

 

Skriv en kommentar