AGF – kvalitet og kontinuitet efterlyses!

Klassespiller!

Efter seks nederlag i træk skulle OB på hjemmebane møde AGF, så var den stime punkteret!

Der er efterhånden spillet 12 kampe i Superligaen, så nu er det fair at se på tendenser som andet end indledende tilfældigheder. I denne omgang vil jeg holde mig til AGF, som jeg ikke lægger skjul på står mit hjerte nær.

Status er skuffende: I gennemsnit 1 point pr. kamp, men hvis vi ser på de sidste 10 kampe har de kun givet seks points, og der er ikke tegn på en opadgående tendens i hverken spillet eller pointhøsten. Den goodwill cheftræneren bragte med sig ind i denne sæson er ved at være opbrugt, og det er måske ikke helt fortjent. Der blev købt meget ind forud for denne sæson til AGF’s trup, men der blev også taget afsked med mange spillere. Ansvaret for truppens sammensætning ligger primært hos sportschefen. Mange har udtalt sig positivt om udskiftningerne – i hvert fald i begyndelsen af sæsonen, som AGF indledte med to sejre.

Set med mine briller består AGFs mandskab af én virkelig klassespiller, Morten “Duncan” Rasmussen. I næste geled, som vi kan kalde “dygtige spillere”, vil jeg placere én spiller, Niklas Backman. Så er der unge spillere med udviklingspotentiale til at nå kategorien “dygtige spillere”: Dino Mikanovic, og måske målmanden Aleksandar Jovanovic. Til kategorien “jævne superligaspillere” hører Daniel A. Pedersen, Danny Olsen, Björn Sverrisson og Elmar Bjarnason (på sine bedste dage). Tre unge spillere, som i glimt viser et potentiale til noget lovende: Christopher Ikonomidis, Dzhamildin Khodzhaniiazov og Michael Zacho. Øvrige spillere har efter min vurdering ikke niveau til at spille på et superligahold, som vil gøre sig forhåbninger om at deltage i mesterskabsslutspillet, som er AGFs erklærede mål.

Med andre ord har AGF en trup, som mangler kvalitetsspillere. Der er købt for mange spillere ind, som enten er for dårlige eller er af usikker kvalitet. Det mest fatale er, at holdet mangler angrebsspillere til at supplere eller ved skader/karantæner erstatte “Duncan”. Dertil kommer, at holdet mangler spillere med flair. Kun Ikonomidis og Zacho har driblefærdigheder, som kan sætte en modstander af og skabe overraskelsesmomenter. Bevares, der er spillere med fart, men uden finesse, først og fremmest Stephan Petersen. Resultatet er, at AGFs angrebsspil er overordentlig let at afkode og afmontere, hvis modstanderne vel at mærke holder fokus på “Duncan”.

Der er ikke endnu udviklet en plan B, som kan iværksættes, hvis “Duncan” sættes ud af spillet. Om der er en sådan plan på vej, står hen i det uvisse?

Men hvis det kniber med at score mål, må det jo så komme an på, at holdet forsvarer sig godt, hvis der skal points på kontoen. Kun i 0-0 kampen i Lyngby har AGF haft dygtighed til at holde nullet. Altså er det endnu ikke lykkedes at få skabt et solidt fundament i defensiven. I nogle kampe har midtbanespillerne ikke formået at lægge pres på modstanderne, som har haft let ved at komme på skudhold, senest demonstreret af OB’s Jönsson, som fik tid og rum til at score fra 17 m til 2-0. Andre gange har svagt backspil givet store blottelser, mens inkonsekvente clearinger også har kostet dyrt.

På indeværende tidspunkt ser det ud til, at AGF skal kæmpe for at undgå nedrykning. Afstanden op til 6.-pladsen er på 6 points og holdet skal passere hele fem klubber for at nå med i det fine selskab.

Hvad er gået galt? Det ser ud til at scoutingen har været baseret på at hente spillere ind, som de ansvarlige på forhånd havde et førstehåndskendskab til. Det er der også kommet noget godt ud af: “Duncan” og Nicklas Backman først og fremmest. Men de to senest tilkomne Randers-spillere, Kasper Junker og Mohammad Amini, ser ikke ud til at kunne forstærke holdet. I mine øjne er spillere som Martin Spelmann og Anthony Soares nok rutinerede, men uden fornøden teknisk og taktisk kvalitet.

Andre klubber med mindre eller tilsvarende budgetter har formået at hente langt bedre spillere ind end AGF, når vi fraregner de to topspillere, “Duncan” og Backman. Randers, Sønderjyske, Lyngby har med små budgetter skabt spillertrupper, som sagtens kan måle sig med AGF.

Atter andre klubber har baseret sine fornyelser på spillere af egne ungdomsrækker: AaB og Nordsjælland, som gennem snart mange år har haft et ungdomsarbejde et niveau over AGF’s. Desværre ser det ikke ud til, at AGFs egne spillere (ud over “Duncan” – og det er vigtigt!) skal tegne holdet i nærmeste fremtid. Jens Jönsson, som havde niveau på højde med Backman, lod man gå. Michael Zacho har haft sporadiske indhop, men træneren foretrækker Junker som angrebsalternativ. AGFs U-19 hold ligger i skrivende stund sidst, men U-17 holdet ligger midt i rækken.

I mine øjne mangler der kulturbærere i AGF, på holdet og i staben. Der er for mange trækfugle og for få standfugle! AGF leder efter identiteten. En dansk topklub er gymnastikforeningen ikke – endnu! Det kræver et langt sejt træk, men det kræver også, at de ledende kræfter vedkender sig foreningens rødder, som nok stikker dybere end de fleste forestiller sig! Kontinuitet er en mangelvare, og hvis man tror, at der findes en hurtig smutvej til succes i Superligaen, tager man fejl.

PL 7. runde: Everton-Crystal Palace 1-1, Swansea-Liverpool 1-2, Hull-Chelsea 0-2, Sunderland-West Brom. 1-1, Watford-Bournemouth 2-2, West Ham-Middlesbrough 1-1, Man. Utd.-Stoke 1-1, Leicester-Southampton 0-0, Tottenham-Man. City 2-0, Burnley-Arsenal 0-1.

SL 12. runde: OB-AGF 2-1, Silkeborg-Nordsjælland 2-2, Horsens-Esbjerg 1-0, AaB-Sønderjyske 0-1, Lyngby-Midtjylland 1-0, Viborg-FCK 0-0, Brøndby-Randers 2-2.