Løfterig begyndelse for Hareides knægte

Norske Åge Hareide, blev idag, torsdag den 10. december, præsenteret som dansk landstræner i fodbold de kommende to år. Hareide kommer fra et job som træner i Malmø FF, og har før trænet blandt andre Brøndby IF samt været Norsk landstræner fra 2003-08. (Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2015)

Danmark viste et ungt, optimistisk ansigt i den nye turneringskampagne, som har VM i 2018 som endemål. Norske Aage Hareide fik en sejr i sin turneringsdebut som dansk landstræner, og publikum fik fornyet tro på sit landshold, da Armenien søndag blev besejret 1-0 i Parken. I en 3-5-2 opstilling formåede danskerne at dominere stort kampen igennem. Kun sjuskeri af Jannik Vestergaard mod slutningen af kampen gave gæsterne en egentlig målchance.

Hjørnestatistikken sagde 12-0 og danskerne vadede i målchancer. Naturligvis giver det panderynker hos landstræneren og hos publikum, når det kniber med at vise den kynisme i afslutningerne, som er nødvendig, hvis vi vil lege med blandt de bedste. Men der var alligevel meget løfterigt i kampen. Christian Eriksen boltrede sig som spilfordeler og kronede en stor aften med en smuk scoring i 16. minut efter en fornem hælaflevering fra Victor Fischer. Et misbrugt straffespark begået mod Fischer trækker ned i fynboens karakterbog, men ikke mere end at han var holdets bedste mand.

Victor Fischer var med sit dynamiske løbearbejde og evige fordren bolden en stor gevinst for offensiven. Århusianeren har både blik for sine medspillere og evnen og drivet til selv at afslutte, samtidig med at han flytter sig hurtigt med bolden. En storspiller i svøb!

Tremands bagkæden med Kjær, Christensen og Vestergaard har også sin meget løfterige profil. Andreas Christensen satte vel næppe en fod forkert, men forsvarslinjen var nu heller ikke meget udfordret. Christensen er rolig, forudseende, teknisk stærk, pasningssikker og ren i sit spil.

På midtbanen skuffede Pierre Emile Højbjerg. Mest i 1. halvleg, hvor han sinkede spillet og traf mange forkerte beslutninger. Han vil gerne lægge sit spil højt op – vel nærmest på niveau med sin selvfølelse. Men det klæder hans spil meget bedre, når han spiller hurtigt af og i øvrigt viser den ydmyghed at løbe disciplineret tilbage efter sine boldtab. Faktisk spillede William Kvist en bedre kamp på den centrale midtbane end Højbjerg, netop fordi han spiller enkelt.

På kanterne var Peter Ankersen den mest iøjnefaldende med mange aktioner, mens Durmisi i venstre side i glimt fik vist sin hurtighed. Nicolai Jørgensen have i front sværere ved at falde ind i de hurtige kombinationer omkring Eriksen og Fischer, men han fylder i kraft af sin fysik godt i feltet. Da Yussuf Poulsen blev skiftet ind midt i 2. halvleg i Jørgensens sted, nåede han også at vise gode offensive takter med sin hurtighed.

I målet vikarierede Frederik Rønnow for den skadede Kasper Schmeichel, og det gjorde han fejlfrit på en stille aften.

Men tilbage står en god begyndelse med tre point og en løfterig indsats. Næste opgave er udekampen i Polen. Det bliver en langt vanskeligere opgave. Koncentreret forsvarsspil hele kampen igennem og større skarphed på de relativt få chancer, Danmark vil få, er den enkle men alligevel svære opskrift. Men kan vi holde tempoet i vores spil, kan polakkerne godt få sig en overraskelse!

MoM: Christian Eriksen****

Min rangorden:
Christian Eriksen
Victor Fischer
Andreas Christensen
Simon Kjær
Frederik Rønnow
Peter Ankersen
Yussuf Poulsen
Nicolai Jørgensen
William Kvist
Riza Durmisi
Jannik Vestergaard
Pierre Emile Højbjerg

Skriv en kommentar