SL-facit 2012-13: Mestre FCK, sølv FCN, bronze Randers, Europe-league pladser til Esbjerg og AaB. Nedrykning: Horsens og Silkeborg.
Det mest overraskende er de to oprykkeres historisk fine placeringer. Nogen stor sæson har det ikke været for andre end netop oprykkerne.
Mediemæssigt har Brøndbys næsten-kollaps og “redning” været tophistorien. Mens FCKs forventelige mesterskab omtrent har været til overs.
Skuffelse er nok det begreb, som dækker bedst for de fleste hold og deres fans. FCK’erne for et miserabelt forår, hvor de efter forårsstillingen kun står som nummer syv. FCN over ikke at kunne byde FCK op til dans. FCM for alligevel ikke at nå Europa-pladserne. AGF for ikke at kunne følge et fint efterår op. OB for det mest pauvre sidste halvår som et modstykke til Carl Nielsens smukke “Fynsk forår”! AC Horsens for ikke at redde sig i sidste kamp til trods for et klart overtag. Silkeborg for en forfærdelig første halvdel på turneringen.
Kun Randers, Esbjerg, AaB og Sønderjyske er sikkert fornøjede med sæsonen.
Brøndby har fejret deres forbliven i SL som om det var et uventet mesterskab, der kom i hus. I øjeblikkets rus er de altså mere end fornøjede, men når festtågerne er fordampede og afslutningen kommet lidt på afstand må BIF’erne vel sande, at sæsonen har været omtrent mareridtsagtig.
Det var så de nøgne placeringer, men hvad med spillet? – Efterårssæsonen har klart været kvalitativ bedre end foråret. Det vinteragtige forår med de elendige baner bærer selvfølgelig en væsentlig del af skylden. Både for det tekniske niveau, men også for antallet af skader. FCKs tidlige mesterskab tog noget af pynten på turneringen. Mange hold var i foråret involveret i nedrykningskampen. Det har givet ført til mere nervøst betonet spil i mange af forårets kampe, hvor der har været lagt ekstra stor vægt på at forsvare sig.
Bliver det så bedre i næste sæson? Jeg tror det, og det baserer jeg på flere forhold. Oprykkerne Vestsjælland og Viborg ligner på forhånd slagteofre, som sendes retur med betydelige negative måltal i bagagen. OB får med ansættelsen af en dygtig sportschef bedre styr på tropperne. AGF har gennemført et generationsskifte og forstærkes angrebsmæssigt. FCK bliver forhåbentlig presset hårdere af først og fremmest FCN. Og så får vi vel ikke to så forfærdelige forårsperioder to år i træk?
På debet-siden tæller, at Randers og Esbjerg får en vanskeligere sæson 2 efter oprykningen. Men også at spillermaterialet hos oprykkerne ser ud til at være dårligere end hos årets to nedrykkere.
Brøndbys fans fik en uhyre gæstfri behandling i Horsens. Mon jyske tilskuere i en tilsvarende situation på Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdet var sendt ned i 1. division, havde fået lov til at fejre sejren så intenst og i så lang tid?